Grønland - verdens mest fysisk aktive land i 2030?
Grønlands Idrætsforbund har en vision om, at Grønland skal være verdens mest fysisk aktive land i 2030.
Selvom vi i dag lever i et samfund med en positiv udvikling på mange områder, er vi desværre også en del af en global tendens, hvor statistikkerne viser en stigning i antallet af svært overvægtige kombineret med et fald i fysisk aktivitet hos børn og voksne. Det medfører ikke alene, at udgifterne til livsstilssygdomme og andre følgesygdomme stiger, men vi mister de mange gode effekter som fysisk aktivitet og de sociale fællesskaber omkring aktiviteterne giver både den enkelte og samfundet som helhed.
Grønlands Idrætsforbund ser fysisk aktivitet som et middel til at skabe positive forandringer i landet med visionen om, at Grønland skal være verdens mest fysisk aktive land i 2030.
Ambitionen er en befolkning, der er fysisk aktive fra vugge til grav. Det betyder, at vi nu skal fokusere på alle aspekter i menneskets liv; fra vuggestue, børnehave, skoler, arbejdspladser, fritidsliv til alderdom. Ved at styrke interessen for bevægelse og fysisk aktivitet, styrkes både samfundets og den enkeltes forudsætninger for at leve et godt liv.
Grønlands Idrætsforbund er inspireret af FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling og særligt målene 3. Sundhed og Trivsel, 4. Kvalitetsuddannelse og 17. Partnerskaber for handling er centrale for deres strategiske fokus.
Grønlands Idrætsforbund er bevidste om, at det kræver et helt samfund at vende billedet og skabe positive forandringer. De første fire år vil der derfor være fokus på at samle landet om visionen; at skabe et bæredygtigt fundament, der kan give mulighed for at flere bliver fysisk aktive og flere får mulighed for at leve et godt liv. Der er allerede sket gode fremskridt. Sommeren 2020 har forbundet bl. a. indgået en partnerskabsaftale med Qeqatta Kommunia.
Du kan læse mere om Visionen og Strategi 2023: Et land samlet om visionen på GIF’s hjemmeside.
Grønlands Idrætsforbund via kontaktformular på hjemmesiden: gif.gl/forbundet/kontakt-os