Alternativ til de miljøvenlige plastikposer fra Brugseni
Brugseni tilbyder nu slidstærke og mere genanvendelige muleposer som et alternativ til de klimavenlige bæreposer i plastik.
Det er nu blevet endnu nemmere at træffe et mere miljørigtigt valg i Brugseni, hvad angår transporten af de indkøbte varer. Foruden at tilbyde miljørigtige bæreposer i plastik i alle butikker går butikskæden nu over til en helt ny slidstærk mulepose med en række smarte finesser.
– Vi ønsker at skabe endnu flere valgmuligheder for vores kunder, så det er praktisk og nemt at få bragt varerne hjem fra vores butikker. Samtidig ønsker vi aktivt at være med til at skåne miljøet ved at skabe løsninger, som indbyder til større genbrug og mindre brug af plastik. Det er grunden til, at vi har designet en helt ny mulepose, som er nem at have med på farten, fortæller marketing- og kommunikationschef Benny Reffeldt Otte.
Den nye mulepose er designet således, at man nemt kan have den over skuldrene, så begge hænder er frie. Stofposen fylder kun ganske lidt og kan klappes sammen i en smart indbygget lomme, så den er praktisk at have med på farten. Den er lavet i slidstærkt materiale, som kan genbruges igen og igen.